Velkommen til hjemmesiden, hvor vi behandler kontroversen om det danske typevalg af kampfly. Vi forstår ‘kontrovers’, som en tilstand af ‘delt usikkerhed’, hvor der er uenighed om navnligt videnskabelige eller teknologiske forhold (jf. Venturini 2010:260f). I tiden op til at regeringen 12. maj 2016 gav sin indstilling om, at man skulle købe fly af typen F-35, så vi, at alle tre flyproducenter argumenterede for at et indkøb af deres fly ville give et vist antal danske arbejdspladser, at flyet ville virke med sikkerhed, eller at flyet kunne klare fremtidens militære udfordringer. Forsvarsminister Peter Christensen lovede i efteråret 2015 en stor offentlig debat om hvilken type, der burde vælges - men har den danske befolkning overhovedet værktøjerne til at debattere flyene? Med denne hjemmeside forsøger vi at kortlægge hvilke aktører, der forholder sig til kampflyene og med hvilket vidensgrundlag, de gør det.
Lad os først introducere de tre kandidater til typevalget:
Eurofighter er et fly udviklet i et samarbejde mellem Storbritannien, Tyskland, Italien og Spanien. Hovedproducenten er Airbus (DE og ES), efterfulgt af BAE Systems (UK) og Finmeccanica (IT). Udviklingen, produktionen og distributionen af Eurofighteren koordineres gennem NATO-organet NETMA (Eurofighter and Tornado Management Agency), hvor de 4 udviklerlande er fulde medlemmer, mens eksportlande såsom Saudi Arabien og Østrig også kan deltage. Flyet blev taget i anvendelse i 2003.
F/A-18F Super Hornet er den nyeste udgave af amerikanske Boeings F-18-fly. Flyet er eksporteret til Australien, men anvendes ellers primært af den amerikanske flåde. Flyet kom i brug i 1999.
F-35A produceres af den amerikanske forsvarsvirksomhed Lockheed Martin. Det er resultatet af flyudviklingsprojektet “Joint strike Fighter programme” (Herefter JSF-programmet). Projektet er udviklet under det amerikanske forsvar med deltagelse fra 8 andre lande: Storbritannien, Italien, Holland, Tyrkiet, Canada, Australien, Danmark og Norge. På nuværende tidspunkt foretages testflyvninger med F-35, men det er ikke taget i brug endnu.
Vores greb: Teknologiske zoner Ovenstående korte introduktion til de tre kampfly fokuserer mere på hvem, der udvikler og anvender dem, end hvad de egentligt kan. Vi har valgt at lægge dette fokus, da vores kortlægning har peget på, at det er vigtigt at undersøge de netværk, som opbygges omkring hvert enkelt kampfly, som forbinder regeringer, virksomheder, universiteter m.fl. Disse netværk skaber en vigtig baggrund for beslutningen om, hvilket fly der skal købes og er således også vigtige for betydningen, som kampflyene får i forsvar og krig i fremtiden. Til at beskrive disse netværk anvender vi Andrew Barrys (2006) begreb om teknologiske zoner. Vi behandler her NATO som en overgribende kvalifikationszone for vestens militære samarbejde. En kvalifikationszone indbefatter, at man deler nogle valoriseringer - for NATO viste disse sig fx da Anders Fogh Rasmussen i sin tid var generalsekretær. Her arbejdede han for at få medlemmerne til at øge deres forsvarsbudgetter ud fra ideen om at “NATO is about sharing. Allies share the risks and the responsibilities, just as they share the security benefits.” . Dette har ligheder med den tankegang Peter Taksøe Jensen præsenterede i sin udredning for nyligt: Forsvarsbudgetter er forsikringspolicer til NATO, der fordeler sikkerhed og risici over hele alliancen. Således ser vi kampflykøbet som én af de investeringer, der opretholder NATOs værdi om en fælles forsvarsindsats. At se NATO som en kvalifikationszone kan da forklare, hvorfor der er generel enighed i folketinget om, at man skal have nye kampfly, men det forklarer ikke, hvilken type kampfly man vælger. Her vil vi foreslå, at der inden for kvalifikationszonen NATO er forskellige infrastruktur-zoner. Hvert kampfly konstituerer sin egen infrastrukturelle zone, idet den trækker på en række underleverandører, samarbejder med en række uddannelsesinstitutioner, har bestemte baser, hvor man oplæres i at flyve det specifikke fly, samt et antal værksteder, hvor flyene kan repareres. Hvis Danmark vælger F-35 bliver vi således en integreret del af den infrastrukturelle zone Joint Strike Fighter, og hvis vi vælger Eurofighteren bliver vi en del af NETMA. Det er derimod mindre eksplicit hvilken infrastrukturel zone Super Hornet er en del af, da det kun er den amerikanske flåde og det australske militær, der flyver med dette fly. Hvilken infrastruktur Danmark vælger får igen betydning for placeringen inden for NATO, idet flyet de næste 30-40 år vil sætte rammerne for, hvilke missioner det danske luftvåben er teknisk gearet til. Vi søger derfor også at følge, hvordan de forskellige flytyper bliver politisk ladede objekter, der repræsenterer forskellige mulige fremtider.
På de kommende sider vil vi således forsøge at vise konturerne af de forskellige infrastrukturelle zoner, som opbygges om hvert fly - her er en oversigt over de analyser vores hjemmeside rummer:
Under menuen ‘Landskab’ præsenterer vi en række kort, der med hvert sit perspektiv forsøger at indfange konturerne af de zoner flyene skaber:
I vores hyperlinknetværk undersøger vi, hvordan kontroversen om de danske kampfly er organiseret på internettet. Her ses, hvordan de tre flyproducenter associeres til danske aktører, herunder forsvarsministeriet og nyhedssiden om kampflyvalget, nytkampfly.dk
For at efterkomme at dette netværkskort ikke kan indfange en række eksperter, der ikke er organiseret på en hjemmeside, analyserer vi et manuelt fremstillet netværk, der forsøger at bestemme hvordan nyhedsmediers brug af ekspertudsagn bidrager til at støtte indstillingen af F-35.
I vores hyperlinknetværk finder vi at Eurofighter står meget svagt, da de linker og linkes til i et begrænset omfang. For at undersøge, om dette blot er et udtryk for, at Eurofighter har en anden associationspolitisk strategi, undersøger vi de netværk, som flyenesfacebooksider skaber gennem likes. Dette bruger vi også til mere overordnet til at forsøge at afbilde de infrastrukturzoner flyene er placeret i.
I vores hyperlinknetværk findes ingen af de danske universiteter, der samarbejder med flyproducenterne. Derfor beskrives disse forbindelser i et særskilt afsnit om uddannelsessamarbejde.
Under menuen 'Semantik' foretager vi indholdsanalyser af materialer, som vi også finder relevante for kontroversen, men som ikke kan indfanges i vores kort:
For det første analyserer vi den typevalgsrapport, som regeringen præsenterede som grundlag for indstillingen af F-35 med særligt fokus på, hvordan usikkerheder omkring typevalget behandles.
I Indholdsanalyse af kontroversen undersøger vi i hvor høj grad centrale aktører forholder sig til de forskellige kampfly og de to udviklingsprogrammer NETMA og Joint Strike Fighter.
Vi analyserer desuden, hvordan beskrivelserne af de forskellige kampfly har udviklet sig på wikipedia, hvorved vi søger at få et billede af hvordan en interesseret offentlighed forsøger at beskrive kampflyenes militærtekniske karakteristika.
I Billedliggørelser af kontroversen undersøger vi, hvordan kampfly i forskellige situationer tilskrives forskellige betydninger, hvilket tillader os at behandle den politiske opladning af kampflyene.
Til sidst har vi en konklusion på vores undersøgelse.
Denne hjemmeside er fremstillet i forårssemestret 2016 af bachelorstuderende på KU Alexander Rich Henningsen, Daniel Nordstrand Frantzen og Jonas Hulgaard Kristiansen i forbindelse med faget KOVIKO (kortlægning af videnskabelige kontroverser) på Sociologisk Institut. Eventuelle spørgsmål og kommentarer kan rettes til [email protected]