Vi har indtil videre undersøgt associationspolitik via links, likes og sproglige udsagn. Vi har imidlertid også fundet en række associationer, der formidles gennem billeder og som enten bidrager til at beskrive de teknologisk komplekse fly eller til at sammenligne dem med andre ting man foretrækker frem for kampfly.
I denne sammenhæng trækker vi på Marres’ begreb om opladede eller forøgede objekter, der beskriver processer hvor ting politiseres i det omfang de kommer til at resonere med bestemte problemstillinger. Vi vil her også komme ind på begrebet om scriptet objects eller tilskrevede objekter og diskutere, hvordan regeringen prøver at afpolitisere kampflyvalget, men at flyvalget stadig er politisk - ikke blot i relation til spørgsmålet krig/ikke-krig, men også ift. hvor vi vil placere os i NATO-zonen.
Hvad vil det sige at købe et kampfly?
IBIS indgår ikke i vores hyperlinknetværk og forholder sig ikke eksplicit til køb af kampfly – den 27. april udskriver de imidlertid en underskriftsindsamling for at presse udenrigsministeriet til øge støtten til uddannelse i konfliktramte lande. Her bliver kampflyene et vigtigt element i kampagnen på IBIS’ facebook-side:
Rationalet siger således, at hvis midler reallokeres fra militær til uddannelse kan antallet af konflikter halveres – grundlaget for denne statistik oplyses imidlertid ikke.
Enhedslisten, der indgår i vores kort, som en del af klyngen omkring ’Nej tak til kampfly’, omregner ligeledes prisen på kampfly til ting, de vægter højere:
”For prisen på 27 kampfly kunne vi fx få 108.651.911 besøg fra hjemmeplejen, rydde 4.100.352 miner, eller bygge 164 store havvindmøller, der ville kunne dække næsten halvdelen af alle danske husstandes elforbrug i 20 år.”
Man får endvidere muligheden for at folde sit eget papirskampfly med teksten "èt kampfly eller 33 havvindmøller?"
Enhedslisten forsøger således at beskrive kampfly som en barnlig og ubrugelig investering. Både Enhedslisten og Ibis forsøger altså at fremstille kampflyene som en pose penge, der kunne sendes andre, og efter deres mening, mere hensigtsmæssige steder hen.
I Boeings egen kampagne appeleres der til samme tankegang – her er budskabet at Super Hornet er en så lille pose penge, at der stadig er råd til andet:
Enhedslisten, der indgår i vores kort, som en del af klyngen omkring ’Nej tak til kampfly’, omregner ligeledes prisen på kampfly til ting, de vægter højere:
”For prisen på 27 kampfly kunne vi fx få 108.651.911 besøg fra hjemmeplejen, rydde 4.100.352 miner, eller bygge 164 store havvindmøller, der ville kunne dække næsten halvdelen af alle danske husstandes elforbrug i 20 år.”
Man får endvidere muligheden for at folde sit eget papirskampfly med teksten "èt kampfly eller 33 havvindmøller?"
Enhedslisten forsøger således at beskrive kampfly som en barnlig og ubrugelig investering. Både Enhedslisten og Ibis forsøger altså at fremstille kampflyene som en pose penge, der kunne sendes andre, og efter deres mening, mere hensigtsmæssige steder hen.
I Boeings egen kampagne appeleres der til samme tankegang – her er budskabet at Super Hornet er en så lille pose penge, at der stadig er råd til andet:
Dette har også udløst kritik fra nej tak til nye kampfly, der finder at Boeing spiller på den skepsis over for investeringer i kampfly som bevægelsen har været med til at vække i befolkningen.
Hvad vil det sige at udvikle et kampfly? F-35 har en anderledes tilgang – i stedet for at oplade kampfly med alle de andre investeringer, man kunne have gjort i stedet, forsøger man at oplade sit kampfly med de potentialer for læring og teknisk udvikling, som deres projekt genererer. Til forskellige airshows har Lockheed Martin rejst rundt med en såkaldt ’tech zone’ hvor børn kan opbygge en interesse for det der kaldes ’STEM education’ (science, technology, engineering and math). Første indfaldsvinkel til dette er at bygge en F-35 i LEGO: |
Under sloganet ”Building the future one LEGO at a time” får børn lov til at lege ingeniører. I modsætning til det kritiske papirfly er denne lavteknologiske konkretisering af et kampfly et skridt på vejen til ’fremtidens højteknologiske kampfly’: Artiklen referer en testpilot, der står på standen og fortæller en af børnene, der har færdiggjort deres LEGO:
“If you’re smart enough to build that in 10 minutes,” explained Flynn, “I’ll bet you’re smart enough to become an engineer that builds real F-35s!”
Samlingen af klodser til et fly er således et forsøg på at fremstille kampflyet som et stykke ingeniørarbejde, hvorved der opbygges en anden opladning: F-35 udvikler ingeniørfaget. Dette vil vi behandle videre på siden om flyproducenternes forbindelser til universiteter.
LEGO synes imidlertid også at bygge en bro til Danmark – på en underside af F35.com, der beskriver samarbejdet med Danmark vises også billeder af børn, der leger med LEGO:
“If you’re smart enough to build that in 10 minutes,” explained Flynn, “I’ll bet you’re smart enough to become an engineer that builds real F-35s!”
Samlingen af klodser til et fly er således et forsøg på at fremstille kampflyet som et stykke ingeniørarbejde, hvorved der opbygges en anden opladning: F-35 udvikler ingeniørfaget. Dette vil vi behandle videre på siden om flyproducenternes forbindelser til universiteter.
LEGO synes imidlertid også at bygge en bro til Danmark – på en underside af F35.com, der beskriver samarbejdet med Danmark vises også billeder af børn, der leger med LEGO:
En blond blåøjet dreng med F-35-Dannebroskasket og F-35-LEGO-fly – er vi vidne til opladning af Danskhed i dette fly? At bygge F-35 i LEGO kan i hvert fald bidrage til at minde om at JSF-programmet også er et dansk udviklingsprogram.
Delkonklusion Marres har selv eksemplificeret sit begreb om opladede objekter med lavteknologiske tepotter, der fik tilføjet en teknologisk komponent, der satte dem i stand til at eksplicitere tebrygningens effekter på energiforbrug. |
Den bevægelse, vi har beskrevet er omvendt: Vi har nogle højteknologiske kampfly, der oversættes til noget mere håndgribeligt – fx et papirfly eller en LEGO-figur, hvorved forskellige problemstillinger udtrykkes. Vi ser således at kampfly ikke tilskrives en entydig politisk betydning, tværtimod er der forsøg på at få kampflyet til at resonere med forskellige problemstillinger i debatten – modstanderne forsøger at vise kampflyet som et tab af andre mulige offentlige investeringer – fx i ulandsbistand eller velfærd. Omvendt fokuserer F-35 på, hvordan deres fly bygger en fremtid af beskyttelse men også teknologisk udvikling, som kommunikeres materielt via LEGO-byggesættene.
Vi ser således en intentionel ladning, hvor aktørerne bruger ladningen i et særligt øjemed. Vi ser således konfliktuerende ladninger imellem producenter som Lockheed Martin, der søger at oplade deres fly med en fremtidssikring, og kritiske grupper som Enhedslisten eller Ibis, der oplader flyene som værende objekter, der "stjæler" penge fra velfærd. Vi ser her et konflikt-aspekt i opladningerne, der ikke ses på samme måde i Marres' tekande-eksempel.
Desuden er det interessant at disse forskellige forsøg på at oplade kampflyene fjerner fokus fra en eventuel debat om hvad kampflyene bør bruges til militært. I stedet bliver kampflyet et spørgsmål om penge – er det en god eller dårlig investering? Dette giver yderligere styrke til pointen ud fra vores manuelle netværkskort om at de militærtekniske aspekter i typevalget underbetones.
Denne opladning af flyene, som vi ser fra både producenter og kritiske aktører i debatten adskiller sig fra den måde regeringen søger at fremstille flyene på: Her ses, med typevalgs-rapportens "Kampfly-parlament" bestående af eksperter der gennem Delphi-metoden søger at opnå en sober ekspertkonsensus, et forsøg på en af-politisering frem for en opladning. Regeringens bestræbelser kan således forstås i relation til begrebet om tilskrevede objekter: De fremstilles som a-politiske af regeringen, men de er alligevel implicit politiske, idet de har betydning for Danmarks positionering ift. Europa eller USA. Det eneste eksplicit politiske, regeringen tilskriver flyene, er om de er de bedste for Danmark, samt at de fx skal kunne bruges til at støtte vore NATO-partnere mere generelt.
Vi ser således en intentionel ladning, hvor aktørerne bruger ladningen i et særligt øjemed. Vi ser således konfliktuerende ladninger imellem producenter som Lockheed Martin, der søger at oplade deres fly med en fremtidssikring, og kritiske grupper som Enhedslisten eller Ibis, der oplader flyene som værende objekter, der "stjæler" penge fra velfærd. Vi ser her et konflikt-aspekt i opladningerne, der ikke ses på samme måde i Marres' tekande-eksempel.
Desuden er det interessant at disse forskellige forsøg på at oplade kampflyene fjerner fokus fra en eventuel debat om hvad kampflyene bør bruges til militært. I stedet bliver kampflyet et spørgsmål om penge – er det en god eller dårlig investering? Dette giver yderligere styrke til pointen ud fra vores manuelle netværkskort om at de militærtekniske aspekter i typevalget underbetones.
Denne opladning af flyene, som vi ser fra både producenter og kritiske aktører i debatten adskiller sig fra den måde regeringen søger at fremstille flyene på: Her ses, med typevalgs-rapportens "Kampfly-parlament" bestående af eksperter der gennem Delphi-metoden søger at opnå en sober ekspertkonsensus, et forsøg på en af-politisering frem for en opladning. Regeringens bestræbelser kan således forstås i relation til begrebet om tilskrevede objekter: De fremstilles som a-politiske af regeringen, men de er alligevel implicit politiske, idet de har betydning for Danmarks positionering ift. Europa eller USA. Det eneste eksplicit politiske, regeringen tilskriver flyene, er om de er de bedste for Danmark, samt at de fx skal kunne bruges til at støtte vore NATO-partnere mere generelt.