I løbet af vores kortlægning af kontroversen om valget af nye kampfly har vi ved hjælp af begrebet teknologiske zoner identificeret forskellige infrastrukturelle zoner. Disse virker inden for den teknologiske kvalifikationszone NATO, som motiverer nødvendigheden af at købe nye kampfly. Af de tre typevalgskandidater er F-35 det eneste fly, der ikke er kampdygtigt endnu. Alligevel fandt vi, at infrastrukturzonen bag dette fly var den mest tilstedeværende i en række af vores analyser:
Ovenstående konkluderende bemærkninger leder os dermed til at stille det let polemiske spørgsmål: Danmark meldte sig ind i Joint Strike Fighter-programmet i 1997 med en støtte på 2 milliarder kr. - er vores aktuelle valg af F-35 mon et udtryk for en vis stiafhængighed inden for den infrastrukturzone, vi allerede er en del af?
Perspektiver ud over Danmark
Vi har således undersøgt dynamikkerne i den danske kampflykontrovers, men vi har mere end antydet, at den trækker spor til en række andre lande, der nyligt har foretaget typevalg – fx Norge, Holland, Canada og Australien. Alle disse lande var en del af JSF-programmet, og de har alle købt F-35-fly. Forude venter typevalg i blandt andet Finland og Belgien. En hel del af disse lande købte F-16-fly samtidig, hvorfor det også er nødvendigt at udskifte dem nogenlunde samtidig. Ligesom i Danmark gælder det for de fleste mindre luftvåben, at de kun kan købe én flytype. Vi befinder os altså i en periode, hvor NATO’s luftvåben er ved at blive låst for de næste 30-40 år. Dette har betydning for, hvilke typer af missioner NATO vil være gearet til at engagere sig i, men det har også betydning for de firmaer, der konkurrerer om at sælge fly til de forskellige luftvåben: Det er forventet i Joint Strike Fighter-programmet, at F-35 skal produceres i over 3000 eksemplarer, hvorfor man er nødt til at få ordrer i hus for at kunne levere fly til de forventede priser. Omvendt er Boeing nødt til at lukke produktionen af Super Hornet, hvis der ikke kommer nye ordrer inden for de næste år.
Når vi har behandlet typevalget i Danmark som en kontrovers, er det altså værd at forstå, at dette er et delelement i en serie af nationale kontroverser, der er med til at konstituere, hvilke infrastrukturzoner, NATO skal udgøres af, hvilket også kan få betydning for fremtidige alliancer og valoriseringer af bestemte missioner: Køber de fleste lande fx en striker med et fokus på at udføre luft-jord-angreb, er muligheden for fremtidige bombemissioner som dem, vi har set de seneste år i mellemøsten, intakt.
Til slut vil vi dog pointere, at vi er nødt til at bevare en vis ydmyghed: Kontroversen om valget af nye kampfly er mangefacetteret, og vores kortlægning indfanger kun en del af den. For at understrege dette bringer vi her en (ikke udtømmende) liste over måder, vi har set kampflyene har været omtalt på i den tid vi har fulgt kontroversen:
Det er klart, at vores kortlægning ikke har kunnet indfange alle aspekter af denne kontrovers. Vi har, hvis vi har været heldige, kradset lidt i overfladen og vist, at der er andre ting på spil, end mediestrømmen umiddelbart giver indtryk af.
- I hyperlinknetværket associeredes F-35 til samarbejdsregeringer som Danmark, Norge og Australien, ligesom det anerkendtes af Terma som det eneste af de tre fly
- Lockheed Martin er først med at lave praktikaftaler med danske universiteter, hvorved danske ingeniørstuderende får lov til at deltage i udviklingen af F-35
- Zonen er tilstedeværende helt ned i børnehøjde, hvor man med LEGO-klodser billedliggør, at man bygger fremtidens fly
- JSF-programmet står for et tættere samarbejde med USA, hvilket støttes af ekspertudsagn, som vi så i det manuelle netværk
- På Wikipedia får flyet et stabilt omdømme som 'striker' og 5. generationsfly, hvilket bidrager til dets status som fremtidssikret
- Usikkerhederne omkring F35-flyet nedtones i typevalgsrapporten, hvorved man undgår at bringe infrastrukturzonen i miskredit
Ovenstående konkluderende bemærkninger leder os dermed til at stille det let polemiske spørgsmål: Danmark meldte sig ind i Joint Strike Fighter-programmet i 1997 med en støtte på 2 milliarder kr. - er vores aktuelle valg af F-35 mon et udtryk for en vis stiafhængighed inden for den infrastrukturzone, vi allerede er en del af?
Perspektiver ud over Danmark
Vi har således undersøgt dynamikkerne i den danske kampflykontrovers, men vi har mere end antydet, at den trækker spor til en række andre lande, der nyligt har foretaget typevalg – fx Norge, Holland, Canada og Australien. Alle disse lande var en del af JSF-programmet, og de har alle købt F-35-fly. Forude venter typevalg i blandt andet Finland og Belgien. En hel del af disse lande købte F-16-fly samtidig, hvorfor det også er nødvendigt at udskifte dem nogenlunde samtidig. Ligesom i Danmark gælder det for de fleste mindre luftvåben, at de kun kan købe én flytype. Vi befinder os altså i en periode, hvor NATO’s luftvåben er ved at blive låst for de næste 30-40 år. Dette har betydning for, hvilke typer af missioner NATO vil være gearet til at engagere sig i, men det har også betydning for de firmaer, der konkurrerer om at sælge fly til de forskellige luftvåben: Det er forventet i Joint Strike Fighter-programmet, at F-35 skal produceres i over 3000 eksemplarer, hvorfor man er nødt til at få ordrer i hus for at kunne levere fly til de forventede priser. Omvendt er Boeing nødt til at lukke produktionen af Super Hornet, hvis der ikke kommer nye ordrer inden for de næste år.
Når vi har behandlet typevalget i Danmark som en kontrovers, er det altså værd at forstå, at dette er et delelement i en serie af nationale kontroverser, der er med til at konstituere, hvilke infrastrukturzoner, NATO skal udgøres af, hvilket også kan få betydning for fremtidige alliancer og valoriseringer af bestemte missioner: Køber de fleste lande fx en striker med et fokus på at udføre luft-jord-angreb, er muligheden for fremtidige bombemissioner som dem, vi har set de seneste år i mellemøsten, intakt.
Til slut vil vi dog pointere, at vi er nødt til at bevare en vis ydmyghed: Kontroversen om valget af nye kampfly er mangefacetteret, og vores kortlægning indfanger kun en del af den. For at understrege dette bringer vi her en (ikke udtømmende) liste over måder, vi har set kampflyene har været omtalt på i den tid vi har fulgt kontroversen:
- Som forsvar af dansk territorium: DF, Holger K. Nielsen (SF), til dels Eurofighter
- Som redskab i en aktivistisk udenrigspolitik: Regeringen, kampflykontoret
- Som element i en forsvarspolitik, som man glemmer at debattere: Center for militære studier ved KU
- Som offentlige midler, der kunne være brugt bedre: IBIS, Enhedslisten
- Som en offentlig investering, der skal gøres bedst muligt: Nytkampfly.dk
- Som kilde til krig: ‘Nej tak til nye kampfly’, Enhedslisten, IBIS, TTF
- Som mulighed for sektorudvikling: Terma, DTU, AU, SDU, AAU
Det er klart, at vores kortlægning ikke har kunnet indfange alle aspekter af denne kontrovers. Vi har, hvis vi har været heldige, kradset lidt i overfladen og vist, at der er andre ting på spil, end mediestrømmen umiddelbart giver indtryk af.